søndag den 3. november 2013

Laurine kom til verden - fødselsberetning

På den sidste dag af min barsel (uofficielle, idet jeg egentlig havde sidste dag i torsdags) syntes jeg det må være på sin plads at dele historien om Laurines fødsel. Jeg har længe tænkt over dette indlæg. Mange bloggere har skrevet om deres graviditets- og fødselsforløb, og jeg husker det som spændende og lærerig læsning. Når man er 1. gangs gravid tænker man ikke på, at alle fødselsforløb er utrolig forskellige, og kvindernes/forældrenes oplevelser ligeså. Man har sine forestillinger om, hvordan en "normal" fødsel er, og man har selvfølgelig også ønsker og ideer om, hvordan man vil takle fødslen. Som I måske ved blev alle vores forestillinger om graviditet og fødsel vendt op og ned, og vores forløb blev meget anderledes end forventet/ønsket. Laurine kom alt for tidligt - nemlig i uge 29 + 4. Jeg fik en meget alvorlig omgang svangerskabsforgiftning, hvilket medførte at Laurine kom til verden ved kejsersnit. Mens jeg lå indlagt følte jeg, at der var mange "normalitetskameler", der skulle sluges, og det at blive pålagt et kejsersnit var bestemt én af dem. Vi valgte at tage én dag af gangen - og med stort fokus på at nyder hvert lille fremskridt og udvikling. Det var selvfølgelig ikke en dans på roser at være indlagt i næsten 3 måneder, og der var mange svære oplevelser undervejs. Men vores store fokus på det at være positiv under indlæggelsen har gjort, at vi fik utrolig mange fantastiske oplevelser - små ting, som pludselig bliver noget meget stort og specielt, fordi Laurine blev født for tidligt. Jeg håber at I har lyst at læse med..., og beklager på forkant, at det bliver et langt indlæg


Optakten til Laurines fødsel:
Torsdag d. 25. oktober: Ved 26 ugers undersøgelse hos lægen viser det sig, at jeg har forhøjet blodtryk, og protein i urinen. Min læge mener at det måske var svangerskabsforgiftning, og beder mig holder øje med andre tegn. Over weekenden oplever jeg kraftig hovedpine, kvalme, synsforstyrrelser og stor træthed. 
Mandag morgen er det derfor tilbage til lægen. Både blodtryk og urin var nu kraftigt påvirket, og min læge kontakter ambulatoriet i Herning, som ønsker at se mig til scanning. Trods megen ubehag kører jeg selv til Herning, hvor jeg bliver grundig undersøgt - og efterfølgende direkte indlagt. På svangreafdelingen bliver jeg straks lagt i seng, og bedt om at slappe af og sove. Det var meget overvældende og jeg vidste ikke helt hvad og hvordan jeg skulle tænke om det hele. Mikkel kommer til Herning med toget, med taske, knus og kram. Jeg tager om aftenen et dejligt varmt bad, og får efterfølgende skæld ud af en af sygeplejeskerne - jeg skal blive i sengen og slappe af! Her går det op for mig, at det ikke bare er en lille ting jeg fejler. 

Mandag til fredag er jeg indlagt, og får det stille og roligt bedre. Jeg får piller for blodtrykket, og det falder mod weekenden. Til weekenden får jeg lov at komme hjem på weekendorlovMandag skal jeg igen til Herning, idet jeg skal tjekkes for at blive endelig udskrevet. Ved scanningen får vi af vide, at lillefisen er en pige. Virkelig en fed oplevelse at få kønnet helt sikkert af vide. Nu hvor der er komplikationer og det måske ser ud til, at hun kommer ud for tidligt følte vi meget, at vi kom lidt tættere på hende ved at vide kønnet. Jeg kommer hjem fra afdelingen, dog med besked om ny undersøgelse, og at komme mit blodtryk over en vis linje skulle jeg komme ind igen. Allerede tirsdag morgen er blodtrykket højt, og jeg ringer til afdelingen. Jeg bliver igen indlagt, og får en indsprøjtning med binyrerbarkhormon, som skal hjælpe på modning af Laurines lunger. Onsdag udskrives jeg igen. Torsdag tjekkes jeg, og alt ser fint ud, trods svangerskabsforgiftningen. Torsdag nat får jeg igen kraftig hovedpine. Jeg kan ikke finde ro, og bliver meget urolig. Vi tjekker blodtrykket, og da det er højt ringer vi til barselsgangen, og får besked på at komme med det samme. Jeg bliver puttet i bilen med pude og varmt tøj. Jeg sover hele vejen, og har det ikke særlig godt da jeg ankommer til hospitalet. Vi bliver henvist til en stue på barselsgangen, og her bliver jeg holdt øje med af to jordmødre. Jeg bliver igen indlagt. Fredagen er dog på ingen måde overstået, og natten skal vise sig at blive rigtig slem.

Trods megen hvile og afslapning i løbet af dagen løber mit blodtryk utrolig stærkt efter kl. 00, og over natten får jeg ekstra piller for at styre det. Hovedpinen er meget kraftig, og det er umuligt at sove på grund af de kraftige smerter. Vælter mere eller mindre rundt i sengen, og må af flere omgange ringe efter sygeplejerskerne. Overlægen er bekymret, og senere finder jeg ud af, at det var tæt på et akut kejsersnit. De var bange for at jeg ville gå i kramper, og på den måde sætte mit liv i fare. Ved 3 tiden finder lægen en ekstra hurtigvirkende pille, og hvis den ikke giver ro, må vi gå næste skridt. I løbet af 5 min kan jeg mærke, at den virker, og jeg får sovet et par timer. Da jeg med nød og næppe undgik kejsersnit, foreslår en af sygeplejerskerne, at Mikkel og jeg om søndagen får en rundvisning på børneafdelingen. Her får vi en rigtig god snak med personalet, som viser os et par af de små på ca. 1900 gram, og ikke mindst hvor den lille dame kommer til at ligge, når hun kommer ud. Det er en virkelig god oplevelse, og gør at situationen og forløbet fremover bliver mere roligt. For det er nu helt klart for os, at Laurine ikke bliver derinde længe, og at det kun er et spørgsmål om timer/dage før hun ankommer. Ligeledes får vi besked på, at hun vil komme ud med kejsersnit, idet jeg er for syg til at kunne føde "normalt. Dette er jeg selvfølgelig ked af - jeg havde glæder mig til at dele oplevelsen med Mikkel. Jeg har virkelig gerne ville føde normalt, og bruge et par dage på at affinde mig med at det er sådan det bliver.  

Torsdag d. 15. november får vi om formiddagen af vide, at der overvejes kejsersnittet - den dag eller dagen efter. Baggrunden for beslutningen er at jeg får 4 forskellige piller for it blodtryk, og mine organer er så småt ved at være påvirkede af det højeblod tryk. Dertil kommer at jeg over den sidste uge har taget 1 - 1,5 kilo væske på i døgnet! 
Min krop er så småt ved at sige nej tak til graviditen, og der er fare for at jeg kan få varige skader. Ventetiden bliver ret så underlig, og besøget fra Mikkels mor og hendes mand føltes også lidt spøjst - lidt som at sidde i et vakuum og vente på at blive forældre. Ved ca. 15 tiden kommer lægerne -  der er nu bestilt kejsersnit til kl. 17. Vi bliver utroligt glade for at det bliver på dagen, og at vi ikke skal vente til i morgen. Vi gør os stille og roligt klar, og en af jordmødrene på afdelingen hjælper med tøj, spørgsmål, kateter til blæren med mere. Ca. 16.50 kommer samme jordmor og fortæller, at vi desværre bliver lidt forsinket, da et akut kejsersnit er kommet ind før os. Luften går nu lidt af ”spændingsballonen”, hvilket faktisk er meget godt, og vi sætter os til at se lidt ligegyldigt tv. 

Kl. ca. 18 kommer portøren, og vi kører ned til operationsstuen. Her mødes vi af et hav af sygeplejesker, læger og jordmødre. Jeg er overrasket over hvor rolig jeg er, og egentlig er jeg nok mest spændt på at se, hvordan det kommer til at gå med rygmarvsbedøvelsen. Mikkel snakker med sygeplejerskerne, og de er søde til at sørger for at han er godt ”underholdt”, mens jeg bliver bedøvet. Da jeg sidder klar med nålen i ryggen kommer vores jordmoder ind, og jeg bliver utrolig glad og rørt, da jeg opdager at det er en jordmoder, som jeg kender fra afdelingen, hvor jeg har ligget. Lige pludselig betød det bare rigtig meget, at det var en jordmoder man kendte, og det hele føltes nu meget trygt. Da bedøvelsen først var lagt gik det hele meget hurtigt – de lægger snit og rumsterer rundt. Det er en underlig ting at kunne føle, at de arbejder på og i ens mave, men der er ingen smerter. Efter ca. 10 min er hun pludselig ude. Det går fint og hurtigt, og hun kommer ud iført sejrsskjorte (fosterhinden). De to læger når lige at sige til Mikkel, at han skal kigge over skærmen, så han kan se det. Hun lå i en intakt hinde, og Mikkel fortæller at det er som om hun ligger i en tynd plastikpose med vand. Da hun bliver løsnet fra hinden kommer der en fin lille lyd, hvilket var den bedste i verden! Vi havde indstillet os på stilhed, og ikke meget spjæt, og blev derfor lykkelige over disse fine livstegn. Vores jordmoder får Laurine i armene, og hun når at vinkle armen, så jeg kan se hende inden hun går ud ved siden af, og får hende gjort klar til C1. Alt går stille og roligt - ingen løben hurtigt afsted eller panik. En af sygeplejeskerne kommer ud med sin telefon, hvorpå hun har et billede af Laurine - en fantastisk tanke, og jeg blev så rørt at hun ville gøre dette på hendes private telefon. Mikkel går nu ud til dem i baglokalet for at kunne følge med dem og Laurine op på børneafdelingen - her får han den skønneste oplevelse idet, hun tager fat i hans lillefinger og klemmer til. Så var den nybagte far helt solgt! Men min lille familie kører op til Laurines nye hjem bliver jeg kørt til opvågning på intensiv, hvor jeg skal overvåges pga min tilstand. 




Her slutter første omgang af beretningen....mere vil følge

18 kommentarer:

  1. For hulen, Louise. Jeg sidder sgu lige og fælder en tåre her. Og det sker ellers ALDRIG for mig :-) Hvor er det bare en fin beretning - især det med Mikkel og Laurine til sidst.

    SvarSlet
    Svar
    1. Åh, Asli - det var ikke meningen at du skulle begynde at græde. ;0)
      Og tak - det var faktisk utroligt dejligt at skrive beretningen, og ikke mindst at dele alle minderne med Mikkel. Han er så utrolig glad for netop det med, at hun greb hans lillefinger. Han lyser helt op når han fortæller om det.

      Slet
  2. Årh lille pus da :( Min ældste er født ved planlagt kejsersnit, så kender i hver fald godt den følelse omkring kejsersnit at det er ikke sådan det "skal" være... Udviklede svangerskabsforgiftning med den yngste, men heldigvis først omkring terminen og han kom ud "almindeligt", men nåede da mange tanker igennem med svangerskabsforgiftningen; heldigvis var han så stor, at vi kunne blive indlagt sammen bagefter... Så kender lidt af tankerne, og kan kun forestille mig at de må være fordoblet x 10000 når det så er alt alt for tidligt... Men hun ser ud til at være en skøn og glad og "helt almindelig" (hvad det så er) snart-1-årig på de billeder jeg har set nu på bloggen her:)

    SvarSlet
    Svar
    1. Der er så mange tanker omkring det med fødsel og hvad der er "normalt", og som de sagde på sygehuset for at få mig til at tænke lidt over det med kejsersnittet, så er alle I kvinder jo forskellige, så det er jeres forløb og fødsler også. Idag er jeg rigtig glad for mit kejsersnit, og syntes at der er mange ting, som har været lettere pga af det. Dog vil jeg da gerne føde "normalt" igen, når/hvis vi skal have nr. 2.

      Slet
  3. Jeg sidder også og bliver helt rørt over at læse din fødselsberetning. Jeg er selv mor til to og min første fødsel forløb ikke helt som den skulle - endte i at min søn blev forløst med sugekop i 3. forsøg og derefter indlagt på neonatal afd. de første 10 timer af sit liv, fordi han skulle have ilt. Han er født til tiden og vi var heller ikke indlagt mere end 4 dage, så det er slet ikke i samme boldgade som jeres start med Laurine. Men jeg kan sagtens forstå dine tanker omkring det.
    Hun ser jo så dejlig ud jeres lille pige og hvor er det skønt at følge jer her på bloggen - Jeg glæder mig til at læse mere.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Pernille - tak for din historie og dine søde ord. Er så glad for at du har lyst at læse med her på bloggen

      Slet
  4. Jeg har fulgt med fra Laurines start på livet, og hun er jo en sej lille dame. Blev bare igen helt overvældet.. Din beretning er så fin. Og pjew hvor var hun lille bitte. Jeg er varm helt ind i hjertet, for Laurine klarede det, I forældre gjorde også, og om lidt bliver den stærke smukke pige 1 år. Man kan kun knuselske hende :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Kæreste Anne - tusind tak for din fantastiske kommentar! Er så rørt over at du sådan følger med i hendes lille liv. Tak for det!

      Slet
  5. Hvor er hun dog smuk, din lillebitte pige.
    Hvor er det godt at vide at det eventyr her ender godt!

    SvarSlet
  6. snøft, klemmer lige en lille tåre...skønne, smukke Laurine. Jeg er så glad for at jeg nåede at se hendes da hun var helt ny, det gør det så meget mere fantastisk at se hende i dag. Vildt at der næsten allerede er gået et år!

    SvarSlet
    Svar
    1. Var også så utrolig glad for at du nåede at se hende mens hun var lillebitte - det er nogle gange lidt nemmere at forstå hvor lille og skrøbelig, og alligevel helt utrolig stærk, når man har oplevet dem på hospitalet.

      Slet
  7. Det har været en barsk oplevelse, men her er I nu, med en skøn, sund og frisk pige. Jeg havde selv svangerskabsforgiftning med min første, som derfor blev født ved akut kejsersnit, men da han var fuldbåren var vi slet ikke igennem samme svære dage og jeg nåede heller ikke at få det så skidt som du. Jeg er også fuld af beundring for hospitalspersonalet, der trods højt arbejdspres kan sørge for at I i den situation også får nogle gode oplevelser. Tak for en fin fødselsberetning :-)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tusind tak for din kommentar og historie - vi er faktisk mange som oplever et "kompliceret" fødselsforløb, og nogle gange er det godt at både læse om det, og ikke mindst at få det beskrevet med ord for at forstå helt hvordan det har været.

      Slet
  8. Jeg har læst dit indlæg to gange, blev så rørt. Asta fødsel var ikke det samme, men ikke uden komblikationer og følelsen af at "ens egne" jordmoder kommer ind på fødestuen, den sidder under huden på og genkendte den da jeg læste. Det er stort.
    Jeg følger dig het og på ig og hver gang skønne Laurine dukker op, tænker jeg at hun ser så dejlig, sund og stærk ud.

    SvarSlet
    Svar
    1. Kæreste Helle Jescika - Tak for dine mange likes og søde kommentarer både her og på IG. Det er utrolig dejligt at kunne "dele" hendes hendes historie og dejlige væsen med alle jer søde mennesker.

      Slet
  9. Kære Louise,
    Tak for den fine beretning. Jeg blev helt rørt (igen) og sidder her med tårer i øjnene. Det er virkelig stærkt at læse om jeres helt personlige, og atypiske, oplevelse med at blive forældre. Og stærkt at gense billederne af Laurine - jeg havde glemt hvor vanvittigt lille hun var. Tænk, hvor fantastisk, at et så lillebitte, skrøbeligt, endnu ikke helt færdigt menneske, er blevet til den store pige I har nu. Hun er, og har hele tiden været, sej, hende Laurine!

    SvarSlet
    Svar
    1. Kæreste Henriette
      Tak for din fantastiske kommentar - bliver også rørt af at læse dine ord. For det er som du rigtig nok skriver, en meget personlig og atypisk oplevelse af at være blevet en familie. Er dog virkelig glad for at kunne dele oplevelsen, og syntes det var været en rigtig god process at skrive beretningen.

      Slet
  10. :-) tillykke med hende. Jeg fødte tvillinger for 11 år siden. Det var i 29 + 3 uge. Det var dog ikke pga svangerskabsforgiftning, men fordi pigerne ikke voksede som de skulle. Jeg kan godt nikke genkendende til det du skriver med at skulle sluge kameler over at tingene ikke bliver som normalt. Jeg havde også håbet på at føde selv og alene det at skulle vænne sig til forældre-rollen, de første tre måneder på hospital er en speciel oplevelse. God ide at fortælle om oplevelsen på bloggen. Jeg tænker at det kan være en vigtig proces i "bearbejdningen" af at det ikke blev som ventet.
    Dejligt at høre at hun har det godt :-)

    SvarSlet

Jeg vil elske om du ville lægge en lille hilsen...